12. januar 2009
I efteråret blev Natur & Ungdom kontaktet af Arla. De havde planer om en stor klimakampagne i 2009 i forbindelse med deres økologiske produkter, som de samlet kalder Harmonie. I den forbindelse ville de gerne støtte Natur & Ungdoms Generation K og samarbejde med Natur & Ungdom om at få klimadebatten spredt ud til børnene. De går specielt efter de 8-14 årige.
Bjarke, Eline, Kathe og Søren Fink deltog i en stribe møder med Harmonie og nåede frem til en samarbejdsaftale, som begge parter syntes var fornuftig.
I hovedtrækkene betyder samarbejdsaftalen at Natur & Ungdom får sit navn på alle de økologiske mælkekartoner i 2 perioder her i 2009. Generation K får 100.000 kr. til deres arbejde. Natur & Ungdom får navn og logo på det kampagne-site, der bliver lavet til Harmonie - www.klimaspiren.dk. Det er ikke aktivt endnu, men der arbejdes på højtryk for at få det klar til kampagnestart.
Til gengæld hjælper Natur & Ungdom Arla med ideer og materiale til kampagne-sitet, Harmonies navn og logo kommer på forsiden af vores hjemmeside samt foldere, flyeres og lignende, der bliver sendt ud om Generation K.
Lige så snart vi havde sagt ja til samarbejdsaftalen, gik samarbejdet i gang. Vi har leveret en masse materiale til Harmonies kampagnesite og glæder os meget til at se, hvordan siden kommer til at se ud og fungere.
Genration K har travlt med at lave en masse materiale til vores egen hjemmeside om Generation K og deres arbejde med og for klimaet. Vi håber, at en masse mennesker over hele landet vil sidde ved morgenbordet og læse om Natur & Ungdom på mælkekartonerne. Bagefter skynder de sig ind til computeren og finder frem til vores dejlige forening, enten gennem Harmonies www.klimaspiren.dk eller ved at google Natur & Ungdom, så de med det samme komme frem til vores egen hjemmeside. Og hvem ved, hvad det kan føre til, når en masse mennesker finder ud af, at der findes en forening, der hedder Natur & Ungdom, og læser om alle de aktiviteter, vi har gang i!