24. september 2010
Ny uddannelse skal skabe eksperter i friluftsliv
Friluftsliv, natur og byens grønne områder spiller en stadig større rolle i danskernes liv. Det imødekommer en ny forskningsbaseret uddannelse, der bl.a. kan udvikle nye former for friluftsaktiviteter og se på, hvordan brug af naturen i højere grad kan hjælpe os til at blive sundere. ”På tide med en sådan uddannelse,” mener direktøren i Friluftsrådet, der længe har efterlyst mere forskning i vores friluftsvaner.
Ekspert i friluftsliv. Det er hvad de studerende ved en ny masteruddannelse efter endt studie kan kalde sig. Og de vil på lederniveau kunne arbejde i både offentlige, halvoffentlige og private virksomheder med bl.a. naturformidling, sundhedsfremme, rekreation og udvikling af friluftsaktiviteter.
I takt med at friluftsliv har fået større fokus i debatten om folkesundhed, er interessen for at uddanne sig indenfor området steget. I 1980'erne blev det derfor muligt at uddanne sig som frilufts- eller naturvejleder. Med de ca. 900 frilufts- og naturvejledere, som findes i dag, er der imidlertid opstået et behov for yderligere at kunne dygtiggøre sig, ikke mindst på den forskningsmæssige side. Derfor udbyder Skov & Landskab på LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet fra januar 2011 uddannelsen Fleksibel Master i Friluftsliv. En overbygning, man i Friluftsrådet hilser velkommen. Direktør Jan Eriksen siger:
”Vi har længe ønsket mere forskning i måden, danskerne bruger naturen på og i den sundhedsbidragende effekt, vi mener, det har. Samtidig har vi haltet bagefter i forhold til andre nordiske lande, der allerede nu tilbyder matchende uddannelser. Med en dansk master i friluftsliv kan vi imidlertid generere og formidle viden, der passer til danske forhold.”
En fleksibel uddannelse
Den nye masteruddannelse er en såkaldt 'fleksibel master'. Det vil sige en efter- og videreuddannelse tilrettelagt som et deltidsstudie, der gennemføres ved siden af almindeligt fuldtidsjob. Normal studietid vil være to år, men forløbet kan også tages over tre eller seks år.
Uddannelsen svarer til en kandidatuddannelse og retter sig imod personer, der interesserer sig for sundhed, friluftsliv, turisme, rekreation og idræt. De studerende kan komme fra både den private og den offentlige sektor og f.eks. arbejde med turisme eller sundhedsfremme eller som ansat på seminarier, i folkeskoler, efterskoler, naturskoler eller andre skoler. '

Den nye master i friluftsliv er en teoretisk, forskningsbaseret uddannelse. Vil man have primus'en med til undervisningen, må den derfor stå på skrivebordet frem for på en træstub.