Frustration


Af Rose Maria Laden Nielsen, Generation K


Tredje dag med frustration. Det er ikke sundt i længden. Jeg begynder snart at blive rigtig godt børnefornærmet; jeg VIL have en bindende klimaaftale! Jeg lægger mig ned og slår i gulvet med arme og ben. En svagt formuleret hensigtserklæring er bare ikke nok… Vente et år mere? Hvorfor vil det være bedre til næste år? Kommer der mere end 100 stats- og regeringsoverhoveder til næste år? Næppe.

I onsdags var det vores sidste dag i Bella Centeret. I to dage har vi nu vandret hvileløst rundt i Øksnehallen og fulgt pressekonferencer og plenumsessioner på storskærm. Det har været meget frustrerende at være så langt fra forhandlingerne, når nu man lige var kommet så tæt på.

Obama holdt en tale i dag uden substans. Han fortalte stolt om USA’s mål om en 17 % reduktion, og at de udviste lederskab. Han glemte bare lige at sige hvilket niveau, reduktionen skal sammenlignes med, nemlig 2005 for USA’s vedkommende. Men når alle andre i UNFCCC-regi sammenligner med 1990-niveau, giver hans oplysning ingen mening. Hans udmelding svarer til 4 % reduktion i forhold til 1990. Hvis man bare ser det som almindelig borger, kender man måske ikke tricket. Men jeg skal love for, at der blev BUH’et i Øksnehallen.

Bagefter gik vi uden for og lavede en stor CLIMATE SHAME-event, hvor vi holdt billeder op af de statsledere, der har skuffet os noget så grusomt.



Canada blev i dag tildelt Fossil of the Year, for igen og igen at have blokeret forhandlingerne, for at oplyse forkert om deres reduktionsmål, for ikke at leve op til Kyotoprotokollen, for at nægte Canadas oprindelige folk deres rettigheder, for at udvide ’tar sands’-aktiviteterne (en meget miljøbelastende form for olieudvinding) og meget andet. Stort tillykke til Canada. Hvor må det være pinligt!

I onsdags, da vi var på vej ud af Bella Center, var der en gruppe unge, der havde sat sig på gulvet med et skilt, hvor der stod, at de ville blive siddende, til de fik en klimaaftale. Vagterne begyndte at slæbe de unge piger hen ad gulvet, mens ca. 25 fotojournalister i kor råbte ”The whole World is wathing, the whole World is watching”. Det var en meget stærk, chokerende og rørende oplevelse.

Samme dag var vi blevet briefet af Lykke Friis og hendes embedsmænd, men de kunne ikke svare på noget, og det virkede som om, der ikke var en klar plan for de videre forhandlinger. Virkelig deprimerende.

Torsdag morgen kunne vi så stå op til avisernes overskrifter om en aflyst klimaaftale. Et sidste håb var dog, at regeringslederne kunne få de løse ender til at hænge sammen. Det håb er nu også ved at slukkes. En svagt formuleret hensigtserklæring er på vej, og den indeholder ikke engang en plan for, hvornår den skal laves til en egentlig aftale.

Jeg håber stadig, at COP chair vil sidde med sin lille hammer i hånden og sige:
“Distinguished delegates… Civil society is once again welcome here in the Bella Center. I see no objections – it is so decided!” *smack*

Dette blogindlæg findes også på Generation K's topmødeblog på klimadebat.dk.